Dehydrering og de mulige konsekvenser!

Dehydrering kan være af forskellige grader og det er oftest refereret til ens kropsvægt ved start af en konkurrence. Herefter måler man i procent hvor meget/lidt man har tabt sig i løbet af denne konkurrence (selvfølgelig minus det, som man har indtaget) Det vigtigste er at opretholde en stabil kropskernetemperatur og tilstrækkelig blod-volumen. For når man sveder så vil meget af væsken komme fra blodbanen og derved vil man miste noget af den væske som man har her. 

Grundet det mulige fald i blodvolumen ved dehydrering, vil slagvolumen også falde og  pulsen nød til at sættes op. Det er dog ikke altid muligt at øge pulsfrekvensen i kompensation for slagvolumen og cardic output (hvor meget blod hjertet pumper ud hvert minut) vil derfor falde, samt kernetemperaturen vil stige. En stigning i kernetemperaturen har vist sig at have en stærk sammenhæng med træthed, når atleten er dehydreret. I litteraturen er der god evidens for at en dehydrering på 2-7% af kropsvægten i varme omgivelser (>30°C), giver et fald i udholdenhedspræstationen. Dog er faldet i præstationen forskelligt og kan variere fra 7-60%. Dette er dog ikke ligeså gældende i køligere/kolde omgivelser, hvor en relativ lille dehydrering nemmere tolereres. Dog indikerer resultaterne fra andre studier, at præstationsevnen er dikteret af plasma osmolariteten og ikke kropsvægten. Plasma osmolariteten (koncentrationen af elektrolytter i blodet) spiller desuden også en væsentlig, men dog ikke altafgørende rolle, i reguleringen af tørst hvorfor det indikeres at tørsten bør være en indikator på, om der skal drikkes eller ej.

Hvor meget eller hvor lidt skal jeg drikke?

Mavetømningshastigheden kan øges ved at volumen, der indtages også forøges. Der kan dog føles et vist ubehag ved at indtage både 1200- og 1600ml jævnt over en time for en mand på 70 kg.  Der kan dog ligeledes være store individuelle forskelle både i ubehag men også i hvor stor en del af mængden, som er fordøjet inden for 2 timer. Disse individuelle forskelle indikerer, at der kan ske en adaptation til at træne mavetarmkanalen til at indtage og fordøje store mængder væske under arbejde, ligesom det er tilfældet med sukkerindtaget. Der bør derfor ikke gives generelle anbefalinger til enhver situation, men man bør kende sin egen svedrate og udarbejde en individuel væskestrategi. Dette skyldes at svedraten og -kompositionen er meget individuel.

En vigtig pointe er dog at når man f.eks. cykler så vil vinden være med til at afkøle en. Ved svømning vil man stadig også svede selv om man allerede ligger i vandet, men ligesom ved cykling vil omgivelserne være med til at køle en ned. Dette er dog ikke tilfældet ved løb, da hastigheden er det lavere. Derfor skal man ikke forvente at ens svedrate er ligeså høj ved svømning og cykling, som den er ved f.eks. er ved løb.